Forældreskab

"Ej Martin, vi skal altså også være bedre til at lade børnene lege alene, så de ikke skal underholdes hele tiden"

"Ej Martin, vi skal altså også være bedre til at stimulere Sophia kreativt"

Kender i det? Den der nagende samvittighed over alle forældreskabets aspekter.

Det er sgu også svært. Vi bliver bombarderet med såkaldte "eksperter" der udtaler sig i øst og vest, og helst modsigende.

• Vi skal lege med vores børn, men de skal også lære at lege selv. 
• Når man leger med dem, skal vi huske at stimulere dem både socialt, motorisk, intellektuelt og kreativt.
• De skal have frisk luft, men også den tilpasse mængde hvile.
• Vi skal sørge for at de bliver selvstændige, men ikke for selvstændige.
• De skal lære at hjælpe til derhjemme, men vi skal også lade dem være børn.
• Vi skal hjælpe dem, men for Guds skyld ikke for meget, så de bliver "curlingbørn".
• De skal have omsorg og kærlighed, men ikke omklamres.
• De skal ikke forkæles, men en ting i ny og næ skal der også være plads til.
• Jeg vil ikke engang begynde at skrive noget om sukkerpolitik, med risiko for at få speltmødre og dem i den modsatte grøft på nakken.
• Man skal ikke lade dem få deres vilje, men man må heller ikke skælde ud.
• De skal ikke græde sig i søvn, men lidt gråd er okay.

Tja, jeg kan blive ved. Og når det ikke er eksperterne man prøver at følge, er det ens egne forventninger man forsøger at leve op til. De skal se pænt ud i tøjet, være lige så god til håndbold som Alberte fra 7.A, kunne alfabetet inden de begynder i skole, smide bleen inden de er 3 år, få flest likes på instagram, gå til tre forskellige ting om ugen, og være den med flest veninder.

Selvom vi vil vores børn det bedste, skal vi måske lige huske at trække vejret engang i mellem, og lade være med at tænke for meget. Ens selvtillid kan da virkelig få et knæk, hvis man skal leve op til alles forventninger.

Jeg synes det er virkelig svært at være forældre når jeg tænker på alle disse ting, i stedet for bare at være der med mine børn. Hvis man ikke gør det rigtigt, er der jo garanti for at ens barn bliver skingrende skør. Hvad gjorde vores forældre egentlig, tænkte de samme tanker, eller er det først kommet i denne oplysningens tid?
En ting er sikkert, vi gør alle det bedste vi kan, og så kan vi heller ikke gøre mere!

Hvad tænker I?